
I samarbejde med Jazz Club Loco præsenterer Brorsons Kirke THĒSAURÓS under Vinterjazz.
Søren Kjærgaard, Jonas Westergaard og Peter Bruun har i flere år været toneangivende stemmer på den europæiske musikscene inden for moderne jazz, improviseret musik og moderne komposition.
Trioen er en kollektiv symbiotisk enhed, der fordyber sig i spændingsfeltet mellem komplekse stringente strukturer og improvisation.
Trioen udmærker sig ved et ekstremt grundigt og kollektivt studium af originalt materiale. Gennem bearbejdning og fordybelse fra alle tænkelige perspektiver spirer en kropslig forståelse af komplekse musikalske koncepter frem og giver de tre musikere en frigjort intuition til at formulere sig flydende og personligt i unikke musikalske strukturer.
THĒSAURÓS er et værk der appelerer til lytteren igennem højeste fællesnævner. Peter Bruuns lange kompositioner stiller store krav til trio’en. Både i kompleksitet og omfang, men også - endnu vigtigere - igennem nye grundlæggende perspektiver på metrisk forståelse, form og musikalske strategier for improvisation. Ligeledes kræver THĒSAURÓS en del af lytteren som til gengæld vil blive belønnet med et gennemarbejdet og sammenhængende værk.
Trioen er et kollektiv projekt som de tre medlemmer skiftes til at komponere til. Forud for dette album udgav trio’en Positioner/Positions (2021) af Jonas Westergaard og i nærmeste fremtid udgiver trio’en Søren Kjærgaards, som vil fuldende trio’ens første triologi.