Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Brorsons After Dark // Bjergprædiken -et moderne ora(p)torium

Dato
Torsdag d. 25. januar 2018, kl. 21:00
Sted
Brorsons Kirke
Medvirkende
Præst: Nicolaj Stubbe Hørlyck, Artister: Kristian UFO Humaidan, Karsten Hermansen, Edda Meyer og Linnéa Villén, koret SonSound

Brorsons After Dark er en gudstjeneste og et mødested for mennesker der er nysgerrige på tro og eksistens. Her bliver indholdet i musikkens ord og udtryk sat i samspil med kirkens rum og traditioner. 

Denne aften præsenteres Bjergprædikenen. En af de største og mest berømte taler i Det ny Testamente, som nu er gendigtet og sat i musik af musiker og rapper Kristian ”UFO” Humaidan og organist Karsten Hermansen. Der er tale om en kombination af rap og enkle sange i stil med nyere højskolesange, som rappes af Humaidan og synges af operasanger Edda Meyer. Fløjtenist Linnéa Villén akkompagnerer sammen med Karsten Hermansen, som spiller klaver og samtidig er sangsolist. De fire bakkes op af medvirkende lokale korsangere fra Brorsons Kirkes kor SonSound, som har arbejdet med materialet forud for denne aften.

Rapper og sangskriver Kristian Humaidan, f. 1981, har siden tiden i den populære rapduo “UFO Yepha” været vidt omkring på det, han selv kalder en musikalsk pilgrimsrejse. Hans anmelderroste seneste album “Stjernesprog” tager favntag med nogle af de helt store spørgsmål i livet, og formidler et budskab om kærlighed og fællesskab; selvransagelse, tilgivelse og troen på noget guddommeligt. Bjergprædikenen kan ses som en fortsættelse af denne rejse i et samarbejde med musikere med klassisk baggrund. Resultatet er overbevisende – og overraskende.