Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Brorsons After Dark - musikgudstjeneste med IKI og Lars from Mars kl. 19.30

Dato
Fredag d. 2. april 2021, Kl. 19:30 til kl. 20:00

I år kan du deltage i Langfredag med musikgudstjenesten Brorsons After Dark, der denne dag bliver et samspil mellem det elektroakustiske kor IKI, Lars from Mars og kirken præst Nicolaj Stubbe Hørlyck. Særligt for denne aften er Lars’ 3D højttaler Sound Objectet, der med sin centrale placering i rummet, vil give mulighed for refleksion over Langfredagens mysterium gennem lyd og ord.

Langfredag er den mørkeste dag i kirkens kalender. En dag hvor alle drømme og alt håb falder fra hinanden. Der er tradition i kirken for, at Langfredag får lov at stå som det store spørgsmålstegn. Den dag, er alteret tomt for lys og blomster og kirkens dekorationer er tildækket. Først Påskemorgen vil håbet igen skinne og minde os om at døden ikke får det sidste ord.

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

Brorsons After Dark er en gudstjeneste og et mødested for mennesker der er nysgerrige på tro og eksistens. Her møder kirkens gamle rum og traditioner bandets musik og tekster. Vi undersøger, hvordan der kan skabes en forbindelse mellem bandets univers og kristendommens budskab. Brorsons After Dark har karakter af både gudstjeneste og koncert. Det er en stemningsfuld aften hvor musik, ord og ritualer som nadver, bøn og velsignelse går op i en højere enhed.


På grund af det begrænsede antal pladser har vi denne gang valgt at afholde tre musikgudstjenester i streg – kl. 18.00, 19.30 og 21.00 – alle med tilmelding. Der er altid fri entré til Brorsons After Dark.

Tilmelding kl. 18.00: https://forms.churchdesk.com/f/JtN8z711q3 

 Tilmelding kl. 19.30: https://forms.churchdesk.com/f/AHWRtXL3Jx

Tilmelding kl. 21.00: https://forms.churchdesk.com/f/1rOZQOJrVI


◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

Det elektroakustiske vokalensemble IKI består af kvinder fra Norge, Finland og Danmark. Sammen arbejder de med deres vokaler og elektronik som bærende instrumenter og improvisationen som kunstnerisk redskab. Ved brug af maskiner og pedaler manipulerer de deres egne stemmer live på scenen. Musikken, som opstår i et dragende her-og-nu-øjeblik sammen med publikum, spænder over trancelignende soundscapes til ulmende avantgarde-beats og strukturer. De bærer alle masker som en mystisk glans til musikken. God fornøjelse! 

Lineup: Anna Mose (DK), Johanna Sulkunen (FI), Kamilla Kovacs (DK/HU), Randi Pontoppidan (DK)


Lars Graugaard, der går under kunstnernavnet Lars from Mars, har en bred spændvidde inden for musikken, og bevæger sig både inden for klassiske kompositioner og ambient elektronik. Inden for den elektroniske musik bruger Lars computeren som performanceværktøj og kompositionsinstrument. Til Brorsons After Dark bruges han Sound Object, en 3D højttaler, han selv har været med til at udvikle og bygge, til at komponere både IKI og præst til én samlet lydperformance, der ikke kan genskabes.

 

SÅDAN PASSER VI PÅ HINANDEN

Mundbind

Det øjeblik du går ind i kirken skal du bære mundbind. Hvis du ikke har et selv, kan du spørge personalet om hjælp. Vi har ekstra til dem, der har glemt et. Man skal bære mundbind når man går og står i kirken. 

 

2 meters afstand

Når du skal til et arrangement hos os, er det vigtigt at du husker at holde afstand. Det betyder, at der max må gå en person ad gangen gennem våbenhuset, og at du hele tiden er opmærksom på at holde to meters afstand – også til personalet. 

 

Afspritning

Det er vigtigt at ALLE spritter hænder af, både før og efter de går ind i kirken. Vi har håndsprit i huset.

 

Max antal personer

Til alle kirkelige handlinger må der max være 33 personer i kirken på samme tid. Det kan derfor være at du bliver bedt vente indtil der er plads igen.