Musik


Kirke med en rytmisk musikprofil



Siden 2000 har musikken i Brorsons Kirke haft et originalt udtryk, hvor det traditionelle orgel og kirkekor er erstattet af et kirkeband og en forsanger. Kirkebandet Konnect spiller til de fleste af kirkens gudstjenester og til alle kirkelige handlinger.

Flagskibet er højmessen Bøn&Brunch, hvor gamle og nye salmer spilles i nye arrangementer, og forenet med sange fra populærmusikken skabes et gudstjenesteligt rum med en musikalsk ramme, som mange kan genkende og finde sig selv i. Topmusikere fra det københavnske musikmiljø udgør bandbesætningen, som er vokal, klaver, bas, og trommer, ofte suppleret af saxofon/trompet/guitar/hammondorgel mv.

Kirken har to fastansatte musikmedarbejdere; Esben Eyermann, bassist, kapelmester og musikansvarlig, og Janne Mark, sanger, salmedigter og komponist. I 2011 udgav de sammen bogen og cd’en ”Gi’ musikken videre”, som handler om musikken i kirken med bidrag fra teologer. 

I 2013 udgav Janne Mark salmesamlingen ”Salmer fra broen” på cd og en nodebog med klaversatser og korarrangementer. ”Salmer fra broen” er 12 nye sanger-sangskriver-salmer fra Janne Mark – af pressen betegnet som: ’En musikalsk superstar med en særlig salmestil, der formår at bygge bro mellem mennesker’. (WAI aug. 13)

I 2018 har Janne Mark udgivet sit andet salmealbum "Pilgrim" feat. Arve Henriksen (NO) på det tyske pladeselskab ACT .  -Her anmeldt i Berlingske med 5/6 stjerner: "Når ord og toner smelter så smukt sammen, som Janne Mark og Arve Henriksen formår at gøre det, ja, så kan man da næppe andet end åbne ører og sjæl og overgive sig".  

Albummet kan købes i kirken eller som download.

Der er smagsprøver på musikken her:  http://www.jannemark.dk/media/

og "Pilgrim" live fra releasekoncerten 7. februar i kirken her: Janne Mark "Pilgrim" -LIVE



At skabe en sammenhæng mellem nyt og gammelt
I Brorsons Kirke er den musikalske udfordring at skabe sammenhæng mellem en gammel og ny salmetradition taget op, og lysten og nysgerrigheden efter at finde ind til en moderne og troværdig liturgisk musik er til stadighed blevet udforsket. Visionen med musikken har fra begyndelsen været at sammensmelte en mange hundredårig kirkemusik-tradition med nutidens musik i et udtryk, der virker inkluderende og ikke fremmedgørende. Det i sig selv – at arbejde for at virke inkluderende både for den kirkevante og for den kirkefremmede – har været en målsætning hele vejen igennem.