Hvad handler juletiden om? I Brorsons Kirke handler det om sårbarhed, medmenneskelighed og kærlighed. 

Det handler om lys og mørke, det himmelske og det jordiske, tiden og evigheden, magthavere, fattige hyrder, smukke engle – og det allervigtigste: Guds egen søn, der kommer til jorden som et lillebitte, skrøbeligt menneskebarn.

Her kan du læse Mille Bangs prædiken og bønner for julegudstjenesten d. 24. december 2025 kl. 13.00. 

Glædelig jul!

______________________

GUDSTJENESTE I BRORSONS KIRKE

Juleaften – 24. december 2025 kl. 13.00

Sognepræst, Mille Bang

EVANGELIETEKST

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Amen. (Lukasevangeliet 2,1-14).

PRÆDIKEN

Magten ønsker effektivitet
storstilet effektivitet
magten har ikke råd til 
langsomme snoede åløb
og usmarte enge

magten ønsker tal
storstilede tal
magten har ikke råd til 
masser af uberegnelige sprog
det er for risikabelt med alle de ord

for at få meningen 
med de forskellige sprog til at forsvinde
kalkulerer magten 
med at skabe en verden
hvor ikke et eneste menneske har noget 
smukt at sige andre 

(Marianne Larsen, Kære levende, 1983).

Sådan skriver den nyligt afdøde danske forfatter, digter og sprogopfinder, Marianne Larsen, i sin digtsamling Kære levende. Magten ønsker tal. Storstilede, effektive tal. Sådan har det vist været til alle tider. Hos kejser Augustus i Rom. Folketælling. Og op gennem hele historien. Lad os få tallene på bordet. Lad os få kasser, systemer og kategorier.

Alle landskaber skal rettes til
alle barndomsminders skrænter og skovstier
skal gøres lige som romertidens hærveje

Sådan skriver Marianne Larsen videre. Magten ønsker enkelhed. Magten ønsker besiddelse. Vi kender det fra vores verden i dag. Magten ønsker overborgmesterposter – og ellers vil den slet ikke være med. Magten ønsker ejerskab over lande langt mod nord. Magten ønsker udvidelse af territorier og bosættelse i områder, som ikke tilhører den. Magten vil skabe en verden, hvor vi ikke har noget smukt at sige hinanden.

Men her i kirken gælder magtens kodeks ikke. I øjeblikket tales der godt nok meget om åndelig oprustning og om at vi må kæmpe for vores værdier. Men fortællingen, som vi hører i dag, er en fortælling, som handler om alt andet end magt og oprustning og kamp. Det er faktisk en fortælling om det absolut modsatte. Det er en fortælling om afmagt, skrøbelighed, sårbarhed, udsathed og kærlighed. Det er en fortælling om Gud, der lader sig føde som et lillebitte menneskebarn. Gud åbenbarer sig. Ikke ved hjælp af magt. Ikke ved brug af tvang. Uden storstilede, effektive tal. Men derimod som den ultimative afmagt. Som barnet i krybben, der er så afhængig, som nogen kan være. 

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Det er ord, der forandrede verden for altid. Fra dét øjeblik skulle intet nogensinde blive det samme igen. Og det er ord, som til alle tider har kunnet forandre os mennesker – selv i det dybeste mørke. Selv midt i krig og ufred. 

”Vi kommer hjem igen til jul,” sagde soldaterne til deres kære i sommeren 1914, da 1. verdenskrig brød ud. De fleste troede, at krigen hurtigt ville være overstået. Få måneder senere – i december – var over en million soldater døde. Krigen var ikke tæt på at være ovre. Snarere tværtimod. 

Men juleaften 1914 skete der noget ganske særligt. Aftenen var kold og klar. Månen oplyste det snedækkede ingenmandsland, der adskilte de tyske og britiske skyttegrave ved grænsen til Belgien. Og stilheden blev mere og mere udtalt. De britiske befalingsmænd var sikre på, at stilheden var et dårligt varsel, og overbeviste om, at tyskerne forberedte et massivt angreb. I løbet af dagen havde de nemlig observeret travl aktivitet bag de tyske linjer, men de kunne ikke gennemskue mønsteret i tyskernes bevægelser. 

Omkring klokken syv-otte om aftenen måtte den britiske soldat, Albert Moren, gnide sine øjne og blinke et par gange. Hvad var det, han kunne se ovre på den anden side – i de tyske skyttegrave: Han så lys, der begyndte at flakke ét efter ét. Han så lanterner og fakler. Og … han så juletræer. Og så skete det. Stilheden blev brudt af julesang: ”Stille Nacht, heilige Nacht”, lød det nede fra skyttegravene. Sangen virkede overjordisk smuk i det sønderskudte landskab. Og de engelske soldater svarede tilbage med sang. ”Silent night, holy night.” Midt i krigens brutale mørke brød lyset frem. Og pludselig kunne man høre tyske og engelske soldater synge julesalmer i kor på hver deres sprog. ”Jeg vil aldrig glemme det”, skrev Moren senere. ”Det var et af højdepunkterne i mit liv.” 

Næste morgen, på juledag, kravlede de modigste af soldaterne op af deres skyttegrave. De krydsede pigtråden for at give hånd til mændene ”på den anden side.” Og de udvekslede gaver med hinanden. De britiske soldater tilbød chokolade, te og budding. Mens de tyske soldater delte cigarer, sauerkraut og snaps. 

I historien om julefreden i 1914 berettes der også om, hvordan de tyske og britiske soldater spillede fodbold mod hinanden juledag. De brugte deres hjelme som stolper i fodboldmålet. De grinte og talte med hinanden – med mænd, som de blot få timer før, havde forsøgt at slå ihjel. 

Dén aften og dén dag åbnede himlen sig, og gav tusinder af mennesker et glimt af håb – og et glimt af en anden verden. I et magisk øjeblik opdagede soldaterne, at de ikke var fjender i hver sin skyttegrav. De var ikke os og dem. De var alle i det her sammen. Som brødre. Som mennesker (Rutger Bregman, Humankind – A Hopeful History, 2020). 

Denne her historie er så fuld af håb. Især i en usikker og uvis tid. I en tid, hvor den gamle verden er i opbrud, og hvor vi endnu ikke kender den nye. Historien indeholder et håb om, at lyset kan skinne selv i det allerdybeste mørke. Det er fortællingen om, at vi mennesker kan nærme os hinanden. Vi mennesker kan gøre afstanden mellem os kortere. Vi mennesker kan komme op af vores skyttegrave. Men så længe vi bliver, hvor vi er, så længe vi lader den ”fremmede” være ”fremmed,” så længe vil hadet og mørket få lov til at sejre. 

Johannes Møllehave har skrevet et digt til juleaften, som handler om lige præcis dét. Det lyder sådan her:

Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv. 

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre, hvis ægthed vi vil benægte. 

I evangeliet får vi at vide, 

han stillede sig på de uægtes side. 

Og alle dem, der faldt udenfor stregen, 

dem slog han følge med hele vejen. 

Så ingen af dem, som Vorherre skabte, 

skal kaldes udenfor og fortabte. 

Han fjernede grænser og slettede skel, 

og derfor slog de ham også ihjel. 

Han satte en streg over hver en streg, 

som sættes imellem dig og mig. 

Det danner et kors, naturligvis, 

og det blev hans kærligheds høje pris. 

Hans kærlighed sletter julenat, 

de streger og skel, vi selv har sat. 

Gud kom til jorden julenat, for at nærme sig os. For at gøre afstanden imellem os mindre. For at vise os, at verden – selv når den ser allermest grum ud – alligevel er fuld af håb og mening. Gud kom til verden med sin fred. Gud kom for at vise os, at ikke magten, men kærligheden, skal sejre. At ikke mørket, men lyset skal vinde. Gud kom for at minde os mennesker om dét, som vi så ofte glemmer: At kærligheden i verden er og bliver størst af alt.

Rigtig glædelig jul! 

Amen.

KIRBØN & FADERVOR

Lad os alle bede… 

Gud i himlen! Tak for, at du slår porten til verden op. Tak for at give os nye begyndelser og gamle pilgrimsspor at følge. Tak for glimt af evighed og for lys i vintermørket. Og tak for, at vi kan høre dine ord ”frygt ikke” – også her hos os,som en trøst for alle, der er bange, og som et løfte om din evige kærlighed.

Tak for juleaften, for det juletræsgrønne og håbefulde, for det gyldne og varme, for flettede hjerter og for lys som fugle på kviste, for englenes sang og for den glæde, der bliver født.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vi beder for alle, der har opgivet at håbe. Vi beder for alle, der ikke har nogen at elske, og som ikke tør tro, at andre kan elske dem. Vi beder for alle, der skal se det, før de kan tro det.

Denne dag og aften beder vi særligt for verdens nyfødte børn. De børn, der fødes i flygtningelejre, i beskyttelsesrum og på sygehuse. De børn, der fødes alle mulige og umulige steder.

Giv os et sind, der ser Dig i ethvert menneske. Vi beder for alle forældre, både nær og fjern, som glædes over deres børn, og tynges af ansvaret for dem.

Vi beder for alle, der ingen familie har, og for dem, der ikke kan være sammen med deres familie lige nu. Vi beder for dem, der føler sig ensomme og alene.

Vi beder om, at al krig må høre op. At freden må komme. At støvet må lægge sig. Og at sår på sjæl og krop må læges.

Hjælp os, Gud, så Dine ord om fred og glæde må blive mere end ord. Lad os – så godt vi kan og med din hjælp – gøre verden til et barmhjertigt sted.

Giv os jul i hjertet, og lad os tro det, vi ikke har set. Lad os håbe på mere end vi tør, og lad os elske langt ud over, hvad vi kan.

Amen.